DR2 Dagen. Sverigedemokraterna, Astrid Lindgren og politikere der tager patent på kunst

Idag skete der det, at DR2 Dagen ville have mig til at fortælle om, hvad der sker, når  politikere bruger kunstnere og kunst som en del af deres politik og som en del af det, jeg kalder lunken nationalisme. Programmet kan ses her. 

Indslaget var en respons på, at Sverigedemokraterna har kaldt Astrid Lindgren for nationalromantiker, og at det har medført kritik fra Astrid Lindgrens barnebarn. Astrid Lindgren var ikke nationalist. Faktisk skrev hun i 1957:

“… jag ogillar allt indelande av människor efter nationer och raser, all sortens diskriminering mellan vita och svarta, mellan arier och judar, mellan turkar och svenskar, mellan män och kvinnor. Ända sedan jag var så stor att jag kunde börja tänka självständigt har jag tyckt illa om det blågula fosterländska storsvenska, allt det där om ‘kommer någon våra fjäll för nära, då mulnar det i Svitiod’, det förefaller mig lika avskyvärt som Hitlers tyska nationalism. Någon patriot har jag aldrig varit. Vi är alla människor, det har varit mitt speciella patos här i livet.”

Indslaget blev lidt kortere end det var planlagt, så jeg fik primært mulighed for at tale om, hvad der sker når politikere anvender kunst, og om specifikke kunstnere, der modsætter sig den nationale ramme.

Hvis tiden havde været til det, ville jeg have fremhævet, at kunst netop handler om “dissensus”, om at vise og fremstille forskellige mulige verdener. Når man gør kunsten statisk, ved at gøre den til et nationalt symbol fratager man den dens essens, nemlig det demokratiske potentiale der er i ikke blot at insisterer på det samme, på at fremstille forskellighed og uenigheder. Kunsten kan insistere på og vise, at verden ikke blot er statisk og ens, og dermed at vi har mulighed for at ændre den verden, vi lever i.

Det var også planlagt, at jeg skulle have talt mere om lunken nationalisme og identitetspolitik. Jeg vil så gerne fremhæve, at det er et problem, når kunsten gøres til et nationalt symbol. Kunsten gøres statisk, når den fremhæves som vigtig; ikke i sin egen ret, men fordi den siger noget om “os”, om “nationen”. Men endnu vigtigere: Det er et et problem, at der konstant opfindes og fremhæves nye nationale symboler. Ved konstant at italesætte symboler og opfinde nye symboler, bliver det sværere at forholde sig til det nationale fællesskab. Det er en ekskluderende praksis. Der peges på, hvem der ikke er en del af “os”, “nationen”. Og dem der ekskluderes er ikke kun “indvandrere”, men også alle de, der ikke kan identificere sig med alle mange de nationale symboler, der fremhæves i den lunkne nationalisme.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s