Information. #MeToo er blevet en social bevægelse

Den 20. oktober blev jeg interviewet til Information om #MeToo. Det vil sige at jeg blev interviewet om min forskning i sociale bevægelser, og ikke om mine egne erfaringer som kvinde. Men altså, for de der bare har lyttet en smule, kommer det jo nok ikke som nogen overraskelse at rigtig mange kvinder har været udsat for overgreb – #MeToo.

Der kom en rigtig fin artikel ud af interviewet. Den kan læses her: https://www.information.dk/kultur/2017/10/metoo-blevet-social-bevaegelse-tog-tre-dage. Den er også som uddrag nedenfor:

 

#MeToo er blevet en social bevægelse. Det tog tre dage

Med hashtagget -MeToo- har ofre for hverdagssexisme og seksuelle krænkelser fået en virtuel vidneskranke at tale fra. Ifølge en forsker i sociale bevægelser er der tale om en ny protestform, der skaber hidtil uset store muligheder for social mobilisering. Eneste problem er: Hvem skal opsamle bevægelsen politisk?

En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang.

Matthias Christensen, 1945

Det begyndte med et enkelt pip.

Søndag klokken 22.21 skrev den amerikanske sanger og skuespiller Alyssa Milano en besked ud på Twitter, hvor hun opfordrede alle, der har været udsat for sexchikane, til at aflægge vidnesbyrd under hashtagget: -Me too- også jeg.

20 minutter senere havde 10.000 mennesker fulgt hendes opfordring, og efter tre dage var over 1,5 millioner mennesker en del af samtalen.

En personlig indskydelse var på rekordtid blevet til en social massebevægelse, og pludselig handlede Harvey Weinstein-sagen ikke længere kun om 30 kvinder og et enkelt dumt svin i Hollywood, men om mænd og kvinder over hele verden.

»Jeg håber, at dette medfører et skifte i den måde, vi ser på hinanden og vores kolleger,« sagde Alyssa Milano om sit tweet til Vanity Fair tirsdag:

»Det her er ikke bare et Hollywood-problem. Det sker hver dag. Det sker overalt.«

Protesten som begivenhed

Camilla Møhring Reestorff er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet, hvor hun forsker i sociale bevægelser. Ifølge hende udgør #MeToo ikke alene et nybrud for den feministiske bevægelse. Det udtrykker også en ny form for politisk mobilisering, som hun med henvisning til den italienske samfundstænker Donatella della Porta kalder for eventful protesting eller på dansk: protest som begivenhed.

»Det er en medialiseret protestform, som handler om at lave sociale forandringer ved at mobilisere aktører, som ikke traditionelt opfatter sig som politiske aktivister. Ideen er, at man ved at skabe stor synlighed om et problem også skaber nye muligheder for politisk forandring,« siger Camilla Møhring Reestorff.

Hun ser både fordele og ulemper i den nye protestform:

»Til forskel fra eksempelvis arbejderbevægelsen, der er forankret i en politisk organisation, er begivenhedsprotester ikke forankret andre steder end i det mediekredsløb, de udgår fra. Det er både en styrke og en svaghed. På den ene side mobiliseres en hel masse mennesker, som føler at det her problem har relevans for lige netop dem. På den anden side mangler der en politisk overbygning i forhold til at skabe reelle forandringer i den konkrete virkelighed,« siger hun.

Fra én til mange

Lad os spole tilbage til begyndelsen:

Blot 24 timer efter Alyssa Milanos #MeToo-tweet havde fem millioner mennesker verden over taget hashtagget til sig på Facebook og publiceret over 12 millioner opdateringer, kommentarer og reaktioner. På ingen tid var sagen blevet løftet ud af det partikulære og ind i det universelle. Væk fra Hollywood og ind i hverdagen. Det viser styrken i protestformen, mener Camilla Møhring Reestorff.

»#MeToo er lykkedes med at tage en global begivenhed, som ellers hører sladderspalterne til, og gøre den til et udtryk for et større problem, der vedrører os alle. Det er en af fordelene ved de her medialiserede protesthandlinger, at de er så lette at sprede og dele, at folk meget hurtigt ser omfanget af problemet i deres eget feed på de sociale medier, og dét gør indtryk,« siger Camilla Møhring Reestorff.

Når #MeToo har været så effektiv en kampagne skyldes det netop, at den formår at visualisere og kropsliggøre en konflikt, som vi normalt ikke ser, fordi den er skjult og fortrængt.

»Det er en form for -affektiv aktivisme-. Man bliver ganske enkelt berørt af at se så mange mennesker i ens egen omgangskreds, som på en eller anden måde har været udsat for sexchikane og på den måde kommer vi alle til at erfare begivenheden enten direkte eller pr. stedfortræder.«

Hvem samler den op?

Samtidig opstår der i mængden af vidnesbyrd en tryghed, som gør, at flere tør stå frem og dele deres erfaringer med andre:

»Ved at andre mennesker fortæller deres historie, får man også mod til at fortælle sin egen. Så det handler både om, at man mærker sagen og om at man mærker den sammen med andre.«

Men så er der svaghederne:

For hvordan sikrer man sig, at #MeToo ikke bare forbliver en mediebegivenhed, men at protesten også fører til blivende forandringer i den sociale virkelighed?

Det er stadig et åbent spørgsmål men Camilla Møhring Reestorff ser potentielle historiske ligheder med Det Arabiske Forår i 2011. Her lykkedes det befolkningerne i Tunesien, Egypten og Libyen at mobilisere til massedemonstrationer gennem de sociale medier men på den anden side af de spontane protester ventede problemerne:

»Da revolutionerne skulle gribes politisk, var der ikke en struktur til at samle stumperne op. Og det er altid udfordringen ved at gå fra protestbegivenhed til konkret politik,« siger Camilla Møhring Reestorff.

Intet kommer af intet

Det begyndte med et enkelt pip og straks var internettet et kakofonisk mylder af stemmer. Eller rettere: Det begyndte faktisk slet ikke med søndagens tweet.

I ugens løb kom det nemlig frem, at Alyssa Milano slet ikke er den første til at bruge #MeToo, men at den amerikanske kvinderettighedsforkæmper Tarana Burke allerede i 2007 introducerede sloganet i et forsøg på at skabe opmærksomhed om især udsatte afroamerikanske kvinder. Det er en vigtig pointe at have med, når man skal vurdere betydningen af de medialiserede begivenhedsprotester: at de ikke opstår ud af ingenting, men er resultatet af en gradvis historisk modning.

»Den feministiske bevidstgørelse har jo udviklet sig kontinuerligt igennem mange år, og så pludselig opstår der så en begivenhed som #MeToo, der får udviklingen til at accelerere,« siger Camilla Møhring Reestorff, der peger på, at Donald Trumps fremkomst på den politiske scene også har haft betydning i den forbindelse.

»Han har gjort det synligt, hvor mange mænd, der i virkeligheden synes, at det er okay at tale nedsættende til kvinder, og det har været med til at skabe en politisk bevidsthed, som folk nu er klar til at handle på.«

Men kan det ikke være et problem, at #MeToo dækker over så bredt et felt, at det ikke står helt klart, hvad der politisk skal handles på?

»Man kan sige, at det på den ene side gør det lettere for den enkelte kvinde at stå frem, når hun ikke behøver at udpensle detaljerne for hele verden. På den anden er det en svaghed, at vi ikke helt præcist ved, hvilket problem vi står over for hvilket alt andet lige gør det vanskeligere at finde politiske løsninger,« siger hun.

Tarana Burke har siden bakket op om den nye #MeToo-bevægelse, som hun mener er med til at give ofre for seksuelle krænkelser en virtuel vidneskranke at tale fra.

»Det får mit hjerte til at flyde over, at se kvinder bruge denne idé,« skrev hun for nogle dage siden om kampagnen på Twitter:

»Det her er meget mere end et hashtag. Det er begyndelsen på en større samtale og en bevægelse mod radikal heling. Kom og vær med!«

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s