Om frygten for ikke at være tilstrækkelig

Når man er syg dukker der, ikke overraskende, mange tanker op.

Og når man er rigtig skidt, har tankerne, for mig, en tendens til at udfordre min selvforståelse og identitet. Så snart jeg har det bedre, plejer tankemylderet at forsvinde igen, men når sygdommen virkelig slår sig løs, plejer jeg at nå til et punkt, hvor usikkerhederne viser sig.

Det betyder enormt meget for mig at være forsker og at bedrive relevant forskning. Når jeg er fuldstændig udmattet – eller cementtræt som vi kalder det herhjemme – bliver jeg simpelthen så bange for, at jeg ikke længere kan ”være med” – at jeg ikke kan lave god og interessant forskning. Tankerne flyver rundt i mit hoved: hvad nu hvis energien aldrig kommer igen? og hvad nu hvis sclerosen rammer min kognition? Det er jo virkelig noget af det, jeg er mest bange for, at jeg skulle blive kognitivt ramt, for så ville jeg jo få svært ved at være forsker. Efter lang tid med total udmattelse kan jeg næsten bilde mig selv ind, at nu er jeg da virkelig kognitivt ramt, for jeg kan jo ingen ting. Indtil videre har jeg heldigvis været så heldig, at energien er kommet igen, og så forsvinder usikkerhederne heldigvis også. Men mens det står på myldrer tankerne rundt, og de usikkerheder, der ellers normalt bare er en almindelig del af det at være forsker og hele tiden at få sit arbejde bedømt, fylder på en knap så sund måde, fordi det blive koblet til min egen selvforståelse.

Når sygdommen slår sig løs, får jeg ofte også en frygt for at blive isoleret og ensom. Når man er så træt og det gør så ondt, at det er fuldstændigt uoverskueligt at besøge venner en stille og rolig aften, er det svært ikke at frygte at man ender med at blive ensom. Det betyder jo, at jeg ikke ser mine venner og kollegaer så meget, som jeg kunne ønske mig. Det betyder så også at en del at trætheds-tankemylderet bliver frygten for ikke at være en del af de faglige fællesskaber og for simpelthen at miste vennerne.

Alt dette hænger selvfølgelig også sammen med, hvordan min sygdom påvirker Mathias. Han er fantastisk, og han er der altid for mig. Men derfor kan jeg godt bekymre mig for, hvor meget det påvirker ham. Jeg fik et spørgeskema i forbindelse med min indlæggelse på Sclerosehospitalet. Et af spørgsmålene, der skulle vurderes på en skala, var ”På grund af min fysiske tilstand har jeg svært ved at opfylde min families/mine nærmestes behov”. Det gjorde det så enormt konkret, at det er en helt almindelig del af sygdommen, ikke altid at kunne være der for sine nærmeste – hvad enten det er ved at stå for madlavningen eller at have energi til at lytte. Heldigvis har Mathias og jeg vores helt egne små særegne rutiner, og vi får altid hverdagen til at fungere, men indimellem bliver en del af tankemylderet, at han sgu ikke har fortjent at skulle bøvle med det lort.

Det er jo ikke fordi, jeg hele tiden lever i frygt for at være utilstrækkelig – bestemt ikke! Når jeg har det godt, er alt det her slet ikke et problem. Det, jeg prøver at beskrive, er bare, at når smerterne og trætheden føles som om, de har tænkt sig at fortsætte for evigt, er det svært ikke at blive udfordret på sin selvforståelse. Heldigvis er jeg sådan indrettet, at der et eller andet sted er der en grundglæde, der gør at nok kan der være tankemylder, men det får aldrig lov til at ”sætte sig fast”.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s

Create a free website or blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: