Denne lækre sag lavede jeg igår aftes, da vi skulle have nogle venner på besøg. Menuen var egentligt en variation af indiske retter – men altså man kan vel altid spise en lagkage.
Jeg er stadig ret træt efter kemoen og væksthormonerne, så jeg havde tænke at det skulle være en simpel kage, men så endte det med at jordbærerne var så store at den første mousse ikke kunne dække dem, og så måtte man jo jamme en mousse mere ud af, hvad der lige var i køleskabet. Deraf opstod æble/ingefær/blåbær moussen.
Opskriften på bananlagkagebundende, har jeg lånt fra Ditte Julie Jensen’s blog. De bliver helt vildt gode og lækre saftige.
Bananlagkagebunde
4 modne bananer
230 g lyst rørsukker
4 æg
2 vaniljestænger
150 g mel
1 tsk. bagepulver
150g smeltet smør
Æg, sukker og vanilje piskes til en let og hvid æggesnaps. Mel og bagepulver sigtes i og vendes forsigtigt. Mods bananerne med en gaffel eller blend dem, og vend dem i dejen. Til sidst kommes det smeltede smør i. Dejen fordeles i to ens spring forme, ca. 2/3 af dejen i den ene og 1/3 af dejen i den anden. Bages ved 180 grader. Form 1) en springform 22Ø – bages første gang i ca. 20 min. Form 2) bages i en kagering 22 Ø og bages i ca. 10-15 min. I modsætning til Ditte Julie valgte jeg at dele kagen i to lige store bunde, og bage dem begge i cirka 15 min.
Blåbærmousse
- 6 blade husblas
- 1/2 vaniljestang (jeg bryder mig ikke om for meget vanilje, andre ville måske bruge en hel vaniljestang)
- 75 g hvidt sukker
- 300 g friske blåbær
- 1 citron + citronskal
- 4 dl piskefløde
Kog blåbær, citron, vanilje og sukker til blåbærerne er møre. Blend. Si massen. Tilsæt den udblødte husblas, den skal have været i blød i cirka 15 min. Tilsæt en smule af den piskede fløde. Tilsæt herefter blåbærsmassen til resten af flødeskummet.
Put halve jordbær i siden af en form og hæld forsigtigt moussen i.
Æble/ingefær/blåbærmousse
Denne opskrift opstod ret tilfældigt, så målene er ikke helt præcise.
- 4 blade husblas
- 4 æbler
- 100 g blåbær
- 1 citron + skal
- 50 g sukker
- Ca 1 cm ingefær
- Evt et lille smule kanel eller nelliker
- 3,5 dl fløde
Kog æble, blåbær, citron, ingefær og sukker til frugten er mør. Blend. Si massen. Tilsæt den udblødte husblas, den skal have været i blød i cirka 15 min. Tilsæt en smule af den piskede fløde. Tilsæt herefter blåbærsmassen til resten af flødeskummet.
Frosting med hvid chokolade
- 200 g hvid chokolade
- 2,5 dl flormelis
- 2,5 dl blødt smør
- Pastafarve (jeg valgte at blande rød og blå)
Pisk smør og flormelis. Tilsæt pastafarve. Tilsæt den smeltede hvide chokolade. Put massen i en sprøjtepose og dekorer kagen.
Min dekoration bar præg af min træthed, men en form for blomster kom der da på 🙂