Når fremmede vil lære mig, hvordan jeg bliver rask: &%¤#!@#!

Jeg har taget tilløb til at skrive det her blogindlæg, fordi det handler om, hvor grænseoverskridende mennesker kan være, når man har syg krop, og om hvor svært det kan være at træde ud af rollen som den pæne pige og sige fra.

I fredags skulle jeg til min ugentlige træning hos fysioterapeuten. Inden træningen havde jeg besluttet, at jeg ville sætte mig på en cafe og skrive lidt. Jeg sætter mig ind på caféen, hvor den venlige italienske ejer er alene. Han spørger, om han må sætte sig hos mig og drikke en kop kaffe – han keder sig, det er koldt uden for, og der er ingen kunder. Allerhelst ville jeg havde sagt nej, men det kunne jeg ikke få mig selv til, og jeg orkede ikke at forklare ham, at nogen gang har en sclerose-fatigue-hjerne bare brug for ro.

Der gik ikke mange minutter før en mand – åbenbart en stamkunde – kom ind på caféen. Han sagde hej til ejeren, så min stok og spurgte med det samme: ”hvad fejler du?” Jeg blev lidt overrumplet over, at han gik så direkte til ”hvad-fejler-du-spørgsmålet”. Vi var trods alt på en café, og han havde ikke engang sat sig ned og smidt vintertøjet. På den anden side er jeg dog så ofte blevet mødt med nysgerrige spørgsmål, så jeg tænkte i første omgang ikke nærmere over det, og sagde derfor bare ”jeg har sclerose”. Herefter gik han direkte i gang med en udredning om, at der er mange flere mennesker, der er syge i Danmark end i andre lande (ved ikke hvor han har den idé fra), og om at hvis alle bare fulgte den opfindelse han havde fra USA, ville vi slet ikke have noget problem. Hans ”opfindelse” var sund kost, og han ville anbefale mig en kostomlægning – uden overhovedet at vide noget om hvordan og af hvad jeg lever. Jeg kunne ikke få et ord indført, og jeg prøvede at rode lidt med min computerskærm, for at signalere at nu skulle han smutte… Da det ikke virkede, sagde jeg, at jeg levede sundt og i øvrigt fulgte mine lægers anbefalinger. Det bevirkede dog, at han blev meget aggressiv, og på det nærmeste overfusede mig med både direkte og indirekte beskyldninger om, at det jo var min egen skyld, at jeg var syg, hvis ikke jeg ville høre på ham.

Her fik jeg nok. Med mindre man selv er syg, aner man ikke, hvor ofte man udsættes for den slags ”velmenende”, men aggressive råd. Jeg plejer bare at stirre tomt ud i luften, men ham her var simpelthen for meget. I øvrigt sad jeg der med mit skaldede kemohoved, og lignede sgu nok ikke en der kunne blive rask af at æde flere gulerødder. Så denne gang rejste jeg mig op, og sagde ”ved du hvad, det der og den tone, gider jeg ikke høre på”, og så gik jeg. Bagefter var jeg selvfølgelig skide træt af, at jeg ikke bare havde bedt ham om at gå væk, men jeg vidste alligevel også, at jeg var så sur, at jeg nok ikke kunne koncentrere mig med ham i det samme rum.

Det værste ved den slags oplevelser er, at de er så voldsomme indgriben i ens privatsfære. Der er også mange, der kommer med gode og velmenende råd, uden at være grænseoverskridende og aggressive. Eksempelvis spørger om jeg har læst, at magnesium er godt mod spasmer i benene. Så kan man tale om det, og jeg kan tillade mig at sige, at det har jeg prøvet, dog uden den store effekt, men jeg ved, at der er mange andre der oplever god effekt. Det er altså ikke det gode råd, den er gal med, men den form det leveres i. Den form, der er en slet skjult – eller i dette tilfælde overhovedet ikke skjult – beskyldning om, at det er ens egen skyld, at man ikke er rask. Det en hel særlig ideologi, der virkelig tror, at det er op til den enkelte at håndtere alt inklusive uhelbredelige kroniske sygdomme.

Selvfølgelig er det godt at spise meget frugt og grønt som sclerosepatient. Og det gør jeg også. Men lige meget hvor mange grøntsager, jeg spiser, holder mine attacks altså ikke op. Det kunne være alle tiders, hvis de to første regler for, hvordan man omgås kronisk syge var: 1) Folk med handicap har også google, så lad være med at overdynge folk du ikke kender med ting du har læst på diverse konspirationsteoretiske hjemmesider. 2) Bare fordi en person har et hjælpemiddel eller er synligt syg, giver det dig ikke ret til at vade ind i deres privatsfære, kommentere på deres krop og fortælle dem hvad de skal spise og hvordan de skal leve deres liv.

I det hele taget er konklusionen på fredagens oplevelse, at den næste ikke-sundhedsfaglige person, der fortæller mig, hvordan jeg skal leve mit liv, får en over skinnebenet med stokken.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s