Fremskridt, gåture, familie og bump på vejen

Siden dag 6, har jeg egentligt gået rundt og følt at det går fremad. Det betyder dog ikke, at det ikke stadig er virkelig hårdt, og at der ikke er en masse forskellige små og store udfordringer.

På dag 6 var mine trombocytter eller blodplader meget lave. Trombocytterne er den del af blodet, der hjælper det til at størkne. På dag 6 og 7 fik jeg så drop med trombocytter, for at få det til at stabilisere sig. Heldigvis steg det hurtigt igen, så på dag 8 var trombocyt-tallet steget fra 6 til 20. Man får hele tiden en masse tal at vide, og halvdelen af tiden ved man sgu ikke helt hvad det betyder. Men heldigvis er både læger og sygeplejersker gode til at forklare, og fremhæve hvilke tal, der er vigtige. Og som det ser ud nu, arter de sig helt som de skal, de der tal. Ikke noget immunforsvar endnu, men tingene går den rette vej!

Jeg har stadig madlede, så jeg lever af protein-shakes, riskiks med avokado, filuris og proteinis. Det er sgu ved at være ret frustrerende ikke at have lyst til mad. Jeg håber, det hjælper, når jeg kommer hjem og Mathias og jeg selv kan lave det jeg har lyst til.

Jeg har simpelthen så svært ved at sove på grund af alt medicinen. Jeg vågner hver eller hver anden time og er helt forvirret og render på toilet. Der er vist stadig en del medicin/kemo der skal ud af kroppen. Det betød at jeg på dag 8 pludselig var super træt og havde rigtig ondt i ryggen og øjet (to af mine tidligere sclerose symptomer). Om aftenen fik jeg så en god kraftig sovepille, og selvom jeg stadig vågnede hele tiden, fik jeg en anderledes dyb søvn. Det var fantastisk, og betød også at jeg havde rigtig god energi dagen efter.

Det er faktisk mærkeligt, jeg kan føle at jeg har nogenlunde god energi, men alligevel har jeg svært ved at overskue ting. Jeg bliver pludseligt og hurtigt træt. Det betyder også, at jeg er gået over til at sende talebeskeder til folk på Messenger i stedet for at skrive. Jeg ved ikke helt, hvad venner og familie synes om det, men for mig er det en kæmpe lettelse, at jeg føler, at jeg kan opdatere og være i kontakt venner og familie uden at blive træt, fordi jeg skal overskue forskellige tråde og tekster. Det er i øvrigt meget lettere at blogge, for så kan jeg skrive i et rap, i stedet for små spredte bidder.

På dag 7 tog mine forældre hjem. De var godt nok ikke glade for at tage af sted, men det var ved at være tid. De skal jo også hjem og passe lille skønne Bertha (miniaturegravhunden). De har simpelthen siddet trofast ved min side i gennem hele forløbet, og der skulle mange kram til inden de kørte.

Siden jeg fik stamcellerne tilbage har det være vigtigt for mig at træne. Så jeg har løftet vægte hver dag og været på motionscyklen. Jeg kan virkelig mærke, at den hårde behandling har tæret på mine kræfter, men også at jeg nok skal blive stærk igen. I går cyklede jeg eksempelvis 9 kilometer og gik 5 kilometer sammen med Mathias.

I det hele taget benytter Mathias og jeg os at den nye frihed, hvor jeg ikke er koblet til maskiner hele tiden, til at gå mange lange ture. Vi har endda haft en dag, hvor vejret var godt! I går var vi modige og gik på cafe! Jeg skal jo passe på ikke at være i nærheden af for mange mennesker, og jeg skal virkelig passe på ikke at komme kontakt med bakterier – jeg har jo ikke noget immunforsvar endnu. Men da Mathias bestilte en salat med gedeost, og jeg så at der var bønner i fik jeg pludselig vildt lyst til bønner. Så jeg spurgte tjeneren om jeg kunne bestille ti bønner med lidt dip. Det kunne jeg, og det var endda på husets regning 😀

I dag har igen været en dag med gode gåture, men nu har jeg pludselig fået lidt feber. Det må jeg jo virkelig ikke få under behandlingen, og det er ret mærkeligt, fordi mine infektionstal er så lave. Men i hvert fald betyder det, at jeg for en tid skal kobles til maskinen igen. Jeg skal have mere solu-medrol og mere og stærkere antibiotika. Det er virkelig mærkeligt, for egentligt har jeg det fint. Jeg har bare feber.

Det blev et mærkeligt usammenhængende blogindlæg, men det svarer vist meget godt til behandlingen: jeg får det bedre, men med en masse fjollede bump på vejen.

Rigshospitalet-5357_preview

Så tog mor og far hjem. De har sgu været ret fantastiske igennem hele forløbet!

Rigshospitalet-5362_preview

Mathias blev lidt småsyg, men han giver stadig verdens bedste kram ❤

Rigshospitalet-5397_preview

Mmmmm det eneste mad, jeg har lyst til. Desværre er der ikke nok proteiner i, så protein-shakes, må der til.

 

Fra en af Mathias og mine lange gåture. Her med endnu en af mine DIY-turbaner.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s